Da Birgitte Busch fandt sit sommerhus i Gilleleje i 1996, var haven allerede anlagt med blomster og bede hist og her. Men den tidligere ejer, en gammel dame i 90 erne, havde ladet haven stå urørt gennem længere tid, og alting var derfor overgroet af græs og ukrudt. Derudover var der mange store træer på den 975 kvadratmeter store grund og lyset havde svært ved at trænge ned.
Som havedesigner har Birgitte Busch haft mange ønsker og planer med sin sommerhushave. Men udover at fælde 18 mirabelletræer mod nabogrunden i nord og luge det værste ukrudt væk, foretog hun sig ikke meget det første år. Det var nemlig vigtigt for hende at lære grunden at kende, før hun for alvor slap de gode idéer løs: Hvordan var jordforholdene i haven? Hvorfra kom Solen og lyset på forskellige tider af dagen og året? Hvor var der læ, og hvor stod vinden lige på?

Efterhånden som hun fik en fornemmelse for området, begyndte hun at planlægge de forskellige rum i haven. Målet var at skabe en have, som passede til huset og landskabet, men i høj grad også en have, hvor hun kunne få afløb for sin passion for blomster. Det kræver en del arbejde, for selvfølgelig skal stauder og buske nippes og beskæres som i enhver anden have, men for Birgitte Busch er det vigtigt at vælge nemme planter, som ikke skal deles og bindes op, og som kan trives i tørke og perioder, hvor de er overladt til sig selv.

Udover skovbundsbedet, som allerede var anlagt, ville Birgitte bl.a. gerne have en urtehave, en rosen-have, staudebede, samt flere opholdspladser rundt omkring på grunden.
Noget af det første, hun gik i gang med, var urtehaven. Den skulle hovedsagelig bestå af krydderurter, stauder og en smule bær og grønt som ærter, kartofler og jordbær. Området øst for huset, som før havde bestået af et stort syrenhegn, blev inddraget til formålet og anlagt i mindre diagonale bede med fliser imellem. På den måde kan bedene let ændres fra år til år, ligesom de er lette at komme til, når der skal luges.


Hen ad vejen er der kommet flere og flere rum til i haven. Skovbundsbedet er udvidet og omlagt med mange løgvækster og stauder, så her er noget at kigge på fra tidligt forår til sent efterår. Rundt omkring i haven er der anlagt flere staudebede og indrettet opholdsgrupper, med plads til at spise og slappe af.


Bag huset er området beplantet med forskellige historiske roser samlet omkring et par siddepladser, så man kan slå sig ned og nyde både synet og duftene. Sidst, men ikke mindst har Birgitte Busch plantet masser af slyng- og klatreplanter op ad huset, så der også er grønt at se på indefra. På den måde tager hun naturen med indendørs, og selv på en regnvejrsdag er den tæt på, så hun kan nyde blomster, insekter og fugle.

 

Gennem sit arbejde som havedesigner, har Birgitte Busch oparbejdet en stor viden om planter, og generelt er hun gået efter sunde, hårdføre stauder og buske til sin have. Vækster, som er skabt til at vokse vildt på de enkelte steder, men også planter, som villigt spreder eller selvsår sig og kræver et minimum af opbinding og vanding. Derudover har hun valgt at beholde en del af de planter, som allerede stod på grunden, da hun overtog den, om end i en ny form. F.eks er flere af de oprindelige buske og træer i dag flyttet til nye pladser eller faconklippet, så de står som et stramt modspil til alt det vilde.

Birgitte har været meget bevidst om det overordnede design i haven. I modsætning til de mere moderne og stringente haver, hun ofte tegner til helårshuse, har hun valgt at anlægge sin egen sommerhushave som en romantisk mormor-have, fordi det passer til husets stil og udseende.



Uddrag: Artikel i Berlingske Fri - Maj 2012