En villahave i Ishøj
Dette er den sjette af de over 100 haveplaner, jeg har tegnet de sidste 10 år. Hver uge lægger jeg en ny haveplan op på bloggen.
Den sjette er en haveplan for en villahave i Ishøj. Haven tilhører et ældre ægtepar, og ønsket var en mere spændende have og en terrasse, hvor der var mere skygge i løbet af dagen. De ville også gerne have opholdspladser andre steder i haven, og der måtte gerne være mere naturlig skygge i form af mindre træer.
Før
Haveplan
Bedet langs hækken fik en mere organisk form med en cirkelformet afslutning. Jeg foreslog et frugttræ for at skabe en skyggefuld opholdsplads og samtidig dele haven op og skabe højde, så hele haven ikke overskues på en gang. Jeg kom også med forslag til nye buske og stauder, for at skabe interesse hen over sæsonen og give haven mere frodighed og liv. På garagens væg blev der plads til et espalier med et ferskentræ, som var et stort ønske.
Terrassen blev udvidet helt ud til græsplænen. Det gav plads til 4 højbede. To med prydgræsser og to højbede med stauder og mindre træer som overstandere. Træerne giver mulighed for at opholde sig i skyggen, og samtidig giver de noget højde til haven. De flytter det grønne tættere på stuevinduerne, så haven og fuglelivet kan nydes på tæt hold indefra. To af højbedene bryder den firkantede terrasse, og det overordnede indtryk bliver mere interessant.
Fin haveplan, hvordan er verdenshjørnerne?
SvarSletHej Nina
SletHuset ligger mod nordvest, så terrassen er sydøst-vendt.
Ha' en god dag.
Vh Birgitte